Faglig Fordybelse Og Erfaringsudveksling Mellem Kursister

Kursus i indendørs beplantning sætter fokus på overset branche

På Jordbrugets UddannelsesCenter har et nyt kursusforløb fanget servicegartneres opmærksomhed. Kurset stiller skarpt på de ”glemte” planter i indemiljøer – og er bygget op omkring e-læring for at mindske kursisternes fravær fra jobbet.

Kan et oliventræ leve i en dansk hotelfoyer? Kan børnehavens planter nøjes med vand hver tredje uge? Og er der overhovedet noget, der kan vokse i et kontorlandskab med begrænset naturligt lys?

Rigtig mange virksomheder og institutioner bruger grønne planter til at forskønne indemiljøet. Men ikke mange ved, hvilke planter, der passer hvor. Derfor er der brug for professionel hjælp. Og den hjælp kommer fra virksomheder, der tilbyder indendørs planteservice.

Bliver klædt på til opgaven

På Jordbrugets UddannelsesCenter Århus klæder et nyt kursusforløb i indendørs beplantning servicegartnerne på til opgaven. Kurset dykker ned i emner som planters forskellige behov for lys, vand og næring, etablering af små og store planteløsninger i indemiljøer og kundeservice, herunder kropssprog og vejledningsteknikker, og henvender sig til medarbejdere både i servicegartnervirksomheder og i andre grønne erhverv.

- Mange anlægsvirksomheder, blomsterbutikker, og plantecentre arbejder med rådgivning og etablering af indendørs beplantning, ligesom de deciderede planteservicevirksomheder. Men hvis nichen ikke er det primære fagområde, vil man langt hen ad vejen arbejde ud fra en egenforståelse, og det kan give uhensigtsmæssige løsninger, siger Anette Helbo Sørensen, der er en af underviserne i indendørs beplantning på Jordbrugets UddannelsesCenter.

Indendoers Beplantning Er Et Overset FagomraadeIndendørs beplantning kan være alt fra en enkelt stor plante i en kumme til mange hundreder planter i en stor installation, fx en plantevæg. På Jordbrugets UddannelsesCenter lærer Anette Helbo Sørensen kursisterne om planternes forskellige pleje- og vækstforhold.

- Jeg oplever, at kursisterne, der kommer fra mange forskellige brancher, rigtig gerne vil have en større faglig dybde, de kan bruge i deres arbejde med indendørs beplantning. Samtidig finder de stor værdi i at mødes med andre fra branchen, som står med de samme udfordringer i dagligdagen, som de selv gør.

5 dages selvstudie – 2 gange på skole

Kurset, der er udviklet sammen med Brancheforeningen for Indendørs Beplantningsfirmaer (BIB), er bygget op som et kombinationsforløb med udgangspunkt i e-læring. Det giver en mere fleksibel struktur på undervisningsforløbet end med det to-ugers kursus i indendørs beplantning, der har eksisteret i mange år.

På det nye kursusforløb får deltagerne adgang til en materialesamling og et opgavesæt, som de skal arbejde med derhjemme, inden de egentlige kursusdage på Jordbrugets UddannelsesCenter i Beder. I alt varer kurset 11 dage, heraf er fem dage selvstudie.

- Det er nemmere for virksomhederne at undvære en medarbejder, der gerne vil opkvalificere sig, i korte perioder fremfor 14 dage i træk. Derfor har vi nu valgt at udbyde Indendørs Beplantning som et splitkursus med e-læring som forberedelse og to korte skoleophold, forklarer formand for BIB, Jørgen Nielsen, FloraDin A/S, der glæder sig over, at der er tilslutning til kurset.

Pia Veilgaard Th Og Medkursister Oever Sig I Plantekendskab
- Inden kurset var jeg lidt spændt på, hvad vi mon skulle få tiden til at gå med i tre dage. Men tiden fløj af sted, og det var spændende og lærerigt. Det var også hyggeligt at møde nogle af mine kolleger i branchen og få nye input, fortæller kursist Pia Veilgaard, Gamst Danplant Planteservice.

Det første kursus i indendørs beplantning blev afholdt på Jordbrugets UddannelsesCenter i hhv. november 2016 og marts 2017 med i alt 25 deltagere, der arbejder med salg, planteservice og kontorbeplantning på forskellig vis.

- Vi er en lille gren af en stor branche, men vi ser også, at der er en generel grøn trend, hvor institutioner og virksomheder af alle størrelser ønsker at skabe smukke indendørs omgivelser, der giver medarbejdere et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, siger Jørgen Nielsen.

Det næste kursus i indendørs beplantning bliver afholdt på Jordbrugets UddannelsesCenter til efteråret.

Fakta om kurset Indendørs Beplantning

  • Samlet varighed: 11 dage
  • Selvstudie: Fem dage (e-læring)
  • Skoleophold: To gange tre dage
  • Indhold: Plantekendskab, vækstforhold, kundeservice, plantesundhed, pasning mm.
  • Kurset afholdes næste gang i september 2017 og januar 2018

Klik her for at læse mere om kurset Indendørs Beplantning.

Faglig Fordybelse Og Erfaringsudveksling Mellem Kursister

Underviser Paa JU Anette Helbo Soerensen