Hestemanageren

Hestemanageren

Hestemanageren. Undervisning med fokus på heste i Malling.

Hestemanageren elsker sin hest. Hun får ny energi, når de er sammen, og hun går op i, at det smukke dyr har det godt. Hestemanageren interesserer sig for anatomi og biologi. Hun kobler af i ridehallens savsmuld og gør boksen ren med et smil - og så kan hun også reparere et hegn og bakke med en traktor.

Hestemanageren arbejder med fodring, pasning og træning af heste på for eksempel et stutteri eller på en rideskole. På JU Århus kan hestemanageren tage sin egen hest med, når hun begynder på grundforløbet.

På uddannelsen lærer hestemanageren om den daglige pasning, håndtering og træning af heste, samt om vedligeholdelse af hestens udstyr. Hestemanageren lærer at passe stald, bokse, folde og hegn, så hesten har det godt, og så modtager hun også undervisning i dressur og spring.

Nogle af fagene på hestemanagerens skema er adfærd, fodring, anatomi, sygdomsforebyggelse, undervisningslære/instruktørgerning og formidling – og så er der selvfølgelig masser af praktisk arbejde.

På grundforløbet Hestemanager modtager du rideundervisning af berider Johnny Hansen.

Hvis du medbringer en islænder, og der på holdet er minimum fire elever, der medbringer islændere, vil du få undervisning af Rikke S. Wolff, der er uddannet berider på Hólar, Island.