|

Begyndelsen
I 1889 bliver Beder Havebrugsskole grundlagt som et teoretisk / praktisk kursus
for havebrugere. Elevtallet ved start er ganske beskedent med blot fire
deltagere. Det antal bliver 100-doblet inden skolens fusion i 1999.
Undervisningen er omkring århundredeskiftet fokuseret på frugthavedyrkning,
køkkenhavedyrkning, blomsterdyrkning, anlægsgartneri, landmåling, fysik, kemi,
jordbundslære og så almene fag som skrivning, regning og geografi.
I 1959 skifter skolen navn til Den selvejende institution Beder Gartnerskole og
skolen vokser hastigt med stadig flere uddannelser inden for gartneriet i
bredeste forstand. Skolen har gennem tiderne føjet uddannelser som
blomsterbinder, væksthusgartner og naturplejer. Dette dækker også over, at
skolens fokus har skiftet fra de små produktioner til den større
masseproducerende industri.
Fusionerne
Det såkaldte BMV-samarbejde etableres i 1997 via en samarbejdsaftale mellem
Beder Gartnerskole,
Malling
Landbrugsskole og
Vejlby
Landbrugsskole, der tilsammen går under forkortelsen BMV. Det er tanken, at
det skal udvikle sig til et fusionslignende samarbejde og allerede i 1999 er
fusionen mellem Beder Gartnerskole og Malling Landbrugsskole en realitet. Fra d.
1. januar eksisterer Beder Gartnerskole nu ikke længere. I stedet hedder den nye
og større skole DCJ og senere efter fusionen med
Vejlby Landbrugsskole i 2008: Jordbrugets UddannelsesCenter Århus.
Afdelingen i Beder udbyder i dag uddannelserne til produktionsgartner,
væksthusgartner, anlægsgartner, blomsterbinder og diverse kursusforløb.
|